MIN DATTER FARVEDE MIN 6-ÅRIGE OLDEBARNETS HÅR TIL ET SKOLESTYKKE!
Jeg sad ved køkkenbordet med en kop te og ventede på, at min datter og mit lille oldebarn skulle komme forbi. Det var en almindelig tirsdag eftermiddag, og jeg havde glædet mig til at høre om skolens årlige teaterstykke, som min oldebarn Emma havde øvet sig på i flere uger. Hun var så begejstret over at skulle spille feen i stykket, og hver gang jeg talte med hende, boblede hendes stemme af glæde og forventning.
Men da de trådte ind ad døren, tabte jeg næsten min kop te. Emma stod der med et stort smil, men hendes hår… hendes hår var farvet lys lilla! Jeg blinkede flere gange og tænkte, at det måtte være lyset i rummet, der drillede mig.
“Er det… er det permanent?” spurgte jeg, stadig chokeret, mens jeg pegede på hendes hår.
“Nej, mor,” svarede min datter med en afslappet tone. “Det er bare en midlertidig farve til stykket. Emma bad om det, og jeg tænkte, hvorfor ikke?”
“Hvorfor ikke?” gentog jeg, næsten som et ekko. “Hun er seks år gammel, for pokker! Seks! Hvad er der blevet af at lade børn være børn? Hun har ikke brug for farvet hår for at spille en fe!”
Emma kiggede usikkert op på mig, hendes smil begyndte at falme. Min datter rullede med øjnene og tog Emmas hånd. “Mor, det er ikke verdens undergang. Det er bare for sjov, og hun elsker det. Jeg vil ikke være lige så streng en mor, som du var. Jeg prøver at give hende lidt frihed.”
Jeg mærkede, hvordan blodet steg til mit ansigt. “Streng? At give børn grænser og lære dem, hvad der er passende, er ikke at være streng. Det er sund fornuft! Hvorfor skal en seksårig overhovedet have farvet hår? Hvad bliver det næste? Makeup? Høje hæle?”
“Mor, det er ikke som om jeg tager hende med til en frisørsalon for at få permanent farve! Det vaskes ud om et par dage. Desuden… hun var så spændt på det.”
Jeg tog en dyb indånding og kiggede på Emma, der nu holdt sin lille hånd over sit hår som om hun ville skjule det. Mit hjerte sank. Måske var jeg gået for langt. Hun var trods alt bare et barn.
“Emma,” sagde jeg blidt og satte mig på hug foran hende. “Kan du lide det?”
Hendes øjne lyste op. “Ja, bedstemor! Nu ligner jeg en rigtig fe! De andre børn siger, at det er så flot!”
Jeg rejste mig langsomt op og sukkede. Selvom jeg stadig ikke kunne forstå det, måtte jeg indrømme, at hendes glæde var smitsom.
Da min datter og Emma gik senere den aften, sad jeg alene og tænkte på situationen. Måske havde min datter ret. Måske var det okay at løsne tøjlerne lidt. Men alligevel… seks år og farvet hår? Jeg kunne ikke helt vænne mig til tanken.
Men da jeg så Emma den næste dag på scenen, klædt som fe med lilla hår, som glinsede i lyset, og så hendes store smil, da hun bøjede sig for bifaldet, vidste jeg, at det måske alligevel ikke var så slemt. Nogle gange handler det ikke om at have ret. Nogle gange handler det om at lade dem finde deres egen glæde – selv hvis det betyder lilla hår.
