Den 12-årige dreng, Mathias, havde aldrig tilbragt særlig meget tid på landet, men denne sommer skulle han for første gang bo hos sin bedstefar i en lille landsby langt fra byen. Bedstefarens hus var gammelt, med knirkende gulve og tykke stenvægge, og det lå lige ved skovkanten, hvor nætterne var stille og mørke. Mathias var spændt, men også en smule nervøs. Han havde altid elsket eventyrbøger, og tanken om en sommer på landet fyldt med hemmeligheder og mystik pirrede hans fantasi.
Den første nat i huset kunne Mathias næsten ikke sove. Skoven udenfor var levende med lyde, han ikke var vant til – uglernes tuden, vindens susen gennem trætoppene og grene, der knækkede i mørket. Han lå vågen i sin seng og stirrede op i loftet, mens han lyttede til lydene udenfor. Pludselig fangede noget hans øje. Noget bevægede sig udenfor vinduet.
Han satte sig langsomt op i sengen og gik hen til vinduet for at se nærmere. Der, i skovbrynet, kunne han skimte en skikkelse, svagt oplyst af månen. Det så ud som en person, men figuren stod helt stille, som om den holdt øje med huset. Mathias gned sine øjne og kiggede igen, men skikkelsen var stadig der. Hvad i alverden var det? Han følte et kuldegys løbe ned ad ryggen.
Næste morgen fortalte Mathias sin bedstefar om, hvad han havde set, men bedstefaren grinede bare og sagde, at det nok var hans fantasi, der spillede ham et puds. Men Mathias var ikke overbevist. I løbet af dagen begyndte han at spørge landsbyens andre børn, om de nogensinde havde set noget mærkeligt i skoven om natten. De fleste rystede på hovedet, men en ældre dreng, Peter, stirrede på Mathias med alvorlige øjne og sagde: “Du er ikke den første, der har set det.”
Peter forklarede, at der i mange år havde gået rygter om, at en gammel mand, der boede alene dybt inde i skoven, var forsvundet under mystiske omstændigheder for mange år siden. Nogle sagde, at hans ånd stadig strejfede rundt i skoven om natten. “Men ingen taler om det,” tilføjede Peter lavmælt. “De voksne vil ikke have os til at tro på den slags.”
Mathias følte en blanding af frygt og nysgerrighed. Han kunne ikke lade være med at tænke på skikkelsen, han havde set. Den følgende nat, da han igen lå i sengen, kunne han ikke modstå trangen til at kigge ud af vinduet igen. Og der, lige ved skovkanten, stod den samme skikkelse. Denne gang var den tættere på huset.
Med hjertet hamrende i brystet besluttede Mathias sig for at undersøge det nærmere. Han listede stille ud af sengen, trak en jakke over pyjamasen og listede ud af huset. Månen lyste vejen foran ham, og han gik mod skoven, hvor skikkelsen havde stået. Da han kom tættere på, kunne han se, at det faktisk var en person – men ikke en mand, som han først havde troet.
Det var en ung kvinde, hendes ansigt blegt i måneskinnet og hendes øjne tomme. Hun vendte sig langsomt om og forsvandt dybere ind i skoven. Mathias stod stiv af skræk, men noget trak ham efter hende. Han fulgte hende gennem skoven, indtil de nåede en lille lysning. Der, i midten af lysningen, stod en gammel forfalden hytte.
Inden Mathias kunne nå at reagere, åbnede døren til hytten sig med en knirkende lyd. Indenfor opdagede han en gammel dagbog på et støvet bord. Dagbogen afslørede historien om en pige, der var forsvundet mange år tidligere under mystiske omstændigheder – landsbyens folk havde altid troet, hun var stukket af, men hendes skæbne var forblevet et mysterium. Dagbogen fortalte, hvordan hun havde gemt sig i hytten i skoven, men aldrig var blevet fundet.
Mathias løb tilbage til landsbyen med dagbogen i hånden, og da han viste den til sin bedstefar og landsbyens ældste, gik sandheden op for alle. Den skikkelse, Mathias havde set, var den forsvundne pige, som ingen havde fundet. Hele landsbyen gik nærmest i chok, og rygtet om Mathias’ opdagelse spredte sig hurtigt. Det viste sig, at hun havde været en del af en tragedie, som ingen havde turdet tale om, før nu.
Mathias’ opdagelse bragte endelig sandheden frem i lyset, og skyggerne i skoven blev aldrig set igen.
