I en lille, faldefærdig hus på landet boede Marie, en mor til fem børn. Hendes mand havde forladt familien for flere år siden uden at efterlade noget andet end gæld og tomme løfter. Marie stod alene med ansvaret for børnene og det gamle hus, som konstant krævede reparationer. Hun sled dag og nat for at holde dem alle over vandet, tog forskellige småjobs og forsøgte desperat at få økonomien til at hænge sammen. Hendes dage bestod af at trække i de usynlige snore, der holdt hendes familie sammen – alt imens hun kæmpede mod fattigdom og ensomhed
.
Børnene vidste godt, at deres mor arbejdede hårdt, og de gjorde deres bedste for at hjælpe til. De ældste søskende tog sig af de yngre, mens Marie sled i marken og lavede håndværk til at sælge på det lokale marked. Men uanset hvor meget de arbejdede, syntes problemerne aldrig at tage en ende. Den gamle hus rystede i vinden, og regnen fandt vej gennem det utætte tag.
En dag, mens Marie var ude foran huset for at hænge tøj til tørre, hørte hun lyden af en bil, der kørte op ad den ensomme grusvej, der førte til deres hus. Det var ikke ofte, at nogen kom forbi, og slet ikke i en luksuriøs bil som denne. Det var en skinnende sort bil, og det var tydeligt, at den tilhørte en velhavende forretningsmand. Bilen standsede pludseligt nær huset, og motoren gik i stå. Der var en mærkelig stilhed, der sænkede sig over stedet.
Marie gik forsigtigt hen til bilen for at tilbyde sin hjælp, men da hun kom tættere på, bemærkede hun noget usædvanligt. Forretningsmanden sad i bilen med et forvirret udtryk i ansigtet og trykkede på bilens horn, men der kom ingen lyd. Marie vinkede for at få hans opmærksomhed, men han svarede ikke. Han åbnede døren og steg ud, tydeligt rystet. Da han endelig talte til Marie, blev det klart – manden kunne ikke længere høre.
Manden, der havde været på toppen af verden, fandt sig nu stående døv og fortvivlet foran Maries faldefærdige hus. Han forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Marie kunne kun gætte sig frem ved hans mimik og gestik. Han havde mistet sin hørelse på mystisk vis, lige da bilen nærmede sig hendes hus.
Marie inviterede ham ind, og børnene, som havde set det hele fra vinduerne, samledes nysgerrigt omkring. Mens forretningsmanden forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med ham, begyndte mærkelige ting at ske omkring huset. Lyde forsvandt. Fuglenes sang, vinden i træerne, selv lyden af de knirkende døre i det gamle hus blev til tavshed.
Efterhånden som stilheden bredte sig, begyndte Marie at mistænke, at det gamle hus havde noget at gøre med det hele. Det var som om huset, der i årevis havde suget deres kræfter og håb til sig, nu krævede noget mere – noget udefrakommende. Og forretningsmanden, med hans velstand og magt, var blevet dets seneste offer.
Manden indså, at han ikke kunne undslippe. Han forsøgte at forlade stedet, men hver gang han kom nærmere bilen, blev stilheden værre. Han var fanget. Marie vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun havde trukket i snorene for at holde sin familie sammen, men nu havde huset, der havde holdt hende fanget i fattigdom og ensomhed, draget endnu en ind i sin magt.
Og nu var der kun stilhed.
