JEG HAR EN HEMMELIG BEUNDRER, DER FORFULGTE MIG I MÅNEDER – PÅ VALENTINSDAG LÅ HAN PÅ LUR EFTER ARBEJDE, DA DER IKKE VAR NOGEN ANDRE
Jeg har aldrig interesseret mig for romantik. Det har altid virket som en fantasi, noget der hørte til i film, ikke i virkeligheden.
Men så begyndte gaverne at dukke op—blomster, chokolade, endda bøger, jeg havde ønsket mig. Ingen navn, ingen ledetråde. Bare en hemmelig beundrer, der vidste alt for meget.
Nogen holdt øje.
Men hvem? Og hvorfor?
Til at begynde med fandt jeg det fascinerende. Det føltes næsten som at være med i en af de romantiske film, jeg altid havde afvist som urealistiske.
Men så ændrede det sig.
EN VALENTINSDAG JEG ALDRIG VIL GLEMME
Den 14. februar var jeg sent på arbejde. Kontoret var tomt—alle var allerede gået hjem.
Jeg slukkede min computer, pakkede mine ting og gik mod udgangen.
Så hørte jeg det.
Fodtrin.
Mit hjerte sprang et slag over. Jeg vendte mig langsomt om.
Bag glasdøren stod en skyggefuld skikkelse.
Mine fødder føltes limet til gulvet. Personen stod stille i et øjeblik, og så begyndte de at gå. Skridtene blev højere.
Tættere.
Tættere.
Døren gik op.
Og der stod…
Robert.
Han smilede, men der var noget mærkeligt over hans blik.
“Du skræmte mig!” sagde jeg og forsøgte at grine, selvom mit hjerte stadig hamrede.
Han trådte tættere på. “Jeg ville bare sikre mig, at du kom godt hjem.”
Jeg så ned og bemærkede noget i hans hånd. En lille gaveæske.
“Var det dig?” spurgte jeg langsomt.
Han trak på skuldrene. “Du har været så stresset på det sidste. Jeg tænkte, du kunne bruge noget, der kunne muntre dig op.”
Jeg åbnede forsigtigt æsken.
Inde i den lå en halskæde—præcis den, jeg havde set på en webshop for måneder siden. Jeg huskede ikke engang at have nævnt den højt.
Mit blod frøs til is.
“Robert… hvordan vidste du det?”
Hans smil blev bredere, men hans øjne forblev kolde. “Jeg kender dig bedre, end du tror.”
Min krop stivnede.
Noget var helt, helt galt.
Jeg tog et skridt bagud. “Robert… det her er for meget. Det er ikke—”
Han greb pludselig fat i min håndled. “Du har ingen idé om, hvor længe jeg har ventet på, at du skulle se mig. Rigtigt se mig.”
Mit hjerte hamrede, denne gang ikke af overraskelse—men af ren, skær frygt.
Jeg rev min hånd fri og løb.
Ud af bygningen. Ud i mørket.
Jeg hørte ham kalde mit navn, men jeg stoppede ikke.
Jeg vidste nu sandheden.
Min hemmelige beundrer havde aldrig været en romantisk sjæl.
Han var en skygge, der havde fulgt mig i månedsvis, ventet på det rette øjeblik.
Og denne Valentinsdag havde han besluttet, at tiden var inde.
