Andrew var begejstret ved tanken om at blive far, men hans glæde blev hurtigt vendt til sorg. Lizzie oplevede komplikationer under fødslen og måtte have kejsersnit under fuld bedøvelse. Da hun vågnede næste dag, informerede lægen hende om, at barnet var blevet dødfødt.
Knust vendte hun hjem med Andrew og græd utrøsteligt i børneværelset, som de havde gjort klar med så meget kærlighed. Andrew forsøgte at trøste hende, men Lizzie trak sig mere og mere væk for hver dag.
En dag, mens de sad sammen, modtog Andrew et opkald fra sin ekskone, der meddelte, at hun lige havde født en baby og havde brug for hans støtte som far. Andrew var chokeret, især da hun hævdede, at hun havde været gravid, da han forlod hende, men havde været for vred til at fortælle ham om barnet.
Hvad han ikke vidste, var, at hans ekskone ikke selv havde født barnet. Hun havde stjålet det fra hospitalet – det barn, som han og Lizzie blev fortalt var “dødfødt”. Da sandheden kom frem, mistede ekskonen ikke kun sin frihed, men også enhver forbindelse til Andrew.
Lizzie, der stadig sørgede, vidste intet om denne opdagelse, før Andrew tog hende med til hospitalet for at møde deres barn. Det var en umådelig glæde, men også en sorgfuld påmindelse om de mange løgne, der havde omgivet deres liv.
Dog tog historien en uventet drejning, da Lizzie, stadig i glædestårer over at genforenes med sit barn, mærkede et uforklarligt ubehag i sin mave. Lægerne afslørede senere, at hun ventede endnu et barn – tvillinger, som ingen havde opdaget under hendes første graviditet. Lizzie og Andrew, der troede, de havde mistet alt, stod nu med en familie, større og stærkere end nogensinde før.
Og ekskonen? Hun fik sin straf, men hendes sidste ord, før hun blev ført væk, sendte kuldegysninger gennem Andrew: “Jeg stjal din baby for at vinde dig tilbage. Men hvad nu, hvis der er noget, du stadig ikke ved?”
